Gratis billeder på nettet

15. december 2019
Gratis billeder
Forfatter på bloggen Christian Cortsen
Af Christian Cortsen
Jeg er grafisk designer og webdesigner, indehaver af det grafiske bureau Vektropol og forfatter her på bloggen.
Opret forbindelse med mig på LinkedIn

Uanset om du skal lave nyt webdesign, bannere til sociale medier, annoncer med baggrundsbilleder m.v., så er der behov for billeder, og hvis ikke lige man har økonomien til at hyre en fotograf, så må man finde billeder på nettet.

De absolut bedste billeder finder man uden tvivl hos de store kendte billedbanker såsom iStock, Shutterstock m.v., men her får man i den grad også lov til at betale for dem.

Gudskelov er der gratis muligheder som sagtens kan stå distancen. Nedenfor har jeg samlet de sider, som jeg selv bruger. Der er en enkelt betalingsside imellem, men den er kommet med på listen fordi den er billig (og god).

 

Pexels

Pexels leverer et kæmpe kartotek af billeder og videoer, og det er den billedbank jeg oftest starter med. Ligesom de fleste af de øvrige links her i artiklen, er størstedelen af billederne ikke så europæiske i udtrykket, så det kan tage lidt tid at finde de billeder der passer til vores breddegrader.
Gå til Pexels ⇢

 

Unsplash

Unsplash har ligeledes et stort kartotek, og selvom der er nogle gengangere fra Pexels, så er der også unikke billeder.
Gå til Unsplash ⇢

 

JumpStory

JumpStory er startet af danske Jonathan Løw, og her kan man for alvor finde billeder der passer til det europæiske marked. Jumpstory er ikke gratis, men det er væsentlig billigere end iStock, Shutterstock m.v. og det kan varmt anbefales.
Gå til JumpStory ⇢

 

StockSnap

StockSnap leverer også varen, og her er der igen masser at vælge mellem. De er også gode til sæsonfotos.
Gå til StockSnap ⇢

 

Pixabay

Med over 1 million billeder, kan Pixabay bestemt også være med, og de har været med i mange år.
Gå til Pixabay ⇢

 

FreePik

Freepik har lidt af det hele – fotos, vektor-filer, fritlagte billeder og mockups. En stor del er gratis.
Gå til FreePik ⇢

 

Gratisography

En knap så stor billedbank, men til gengæld med meget originale og til tider spøjse billeder.
Gå til Gratisography ⇢

 

SplitShire

En mindre billedbank, men som engang imellem kan overraske. Det sidste stop før man giver op :-).
Gå til SplitShire ⇢

 

Vælg de rigtige gratis billeder

Gratis billeder på nettet bliver brugt meget ofte, og derfor kan det godt betale sig at lede lidt i dybden, når man skal finde billeder til sine projekter. For de billeder der som oftest dukker frem forrest i søgeresultaterne, er også dem der er brugt mest, og det er jo knap så originalt, og man vil fra tid til anden se ens konkurrenter gøre brug af de samme billeder.

Husk at optimere billederne

På de fleste af ovenstående services, kan man downloade billederne i forskellige størrelser. Det er brugbart hvis man ikke lige har et abonnement til Photoshop. For alt for store billeder på hjemmesiden fylder, og fyld gør dit site langsommere, og det er hverken Google eller dine besøgende på din hjemmeside glade for. Billeder der fylder meget, går hårdt ud over hastighedsoptimering på dit website.

Komprimér billedet

Når du har dit billede klar i den rigtige størrelse, så slå et smut forbi TinyJPG, og få hevet de sidste kilobyte ud, så dit billede fylder så lidt som muligt, inden du uploader det til hjemmesiden.

Husk ALT-tagget

Når du har downloadet en passende størrelse – eller ændret størrelsen efterfølgende, måske redigeret det en anelse i Photoshop eller et andet redigeringsprogram, så omdøb filnavnet til noget passende, og husk at brug ALT-tagget. Et ALT-tag er en beskrivelse af billedet, og det er nemt at gøre i eksempelvis WordPress.

Med et ALT-tag giver du Google besked om hvad dit billede forestiller, og du får en lille SEO-gevinst ud af det, hvis din beskrivelse omhandler det samme som sidens overskrift.

Frie billeder på nettet

Frie billeder på nettet har den fordel, at man som regel ikke skal tænke på rettigheder, for på ovenstående sider har virksomhederne (Pexels, Unsplash m.v.) selv styr på rettigheder, og ellers hører gratis visuelt materiale på nettet ind under Creative Commons license.

Men der er jo altid et “men”. Såfremt man finder billeder med brands, logos m.v. skal man lige tjekke en ekstra gang, om man må bruge billedet kommercielt. Eksempelvis finder du måske et billede med en bil hvor bilmærket er synligt, og her må du gerne bruge billedet på en blog som et eksempel, men ikke nødvendigvis i en reklame for dit eget produkt.